Bevidstheden om at være ok – at være værdifuld – er afgørende for mennesker i alle aldre. Med den bevidsthed er vi godt stillet i forhold til de udfordringer, livet indebær men uden, er vi sårbare. Oplevelsen af at være ok – god nok – udgør så at sige menneskets “psykologiske immunforsvar”. At mange af os døjer med f.eks. angst, depressive reaktioner og stress skyldes set fra denne vinkel, at vores “psykologiske immunforsvar” ikke fungerer godt nok.
I daglig tale – også blandt psykoterapeuter, psykologer og pædagoger – omtales selvværd ofte som noget, der kan være højt/stort eller lavt/småt. Den måde at udtrykke det på svarer til, hvordan vi som mennesker kan opleve det, men passer egentlig skidt med selve begrebet selvværd. Hvis vi tager ordet selvværd bogstaveligt, handler det om værdien af selvet. Ethvert menneske er værdifuldt – besidder (selv)værdi – alene i kraft af at være til. Det er derfor hverken muligt eller meningsfuldt at forsøge at måle værdien og søge at angive den i høj eller lav.
Men hvorfor oplever vi så selvværd som lavt eller højt? For mig er det mest præcise svar, at det skyldes, at vi i større eller mindre grad kan miste kontakten til vores selv værd.
Når børn i forskellige aldre i tilstrækkelig grad bliver set, rummet og spejlet af deres nære voksne og oplever de voksne etablere klare rammer, så baner det vejen for børnenes forbindelse til eget selvværd.
Når vi som voksne i forskellige aldre formår at se og rumme dels os selv og dels hinanden og evner at etablere tilstrækkeligt tydelige rammer, så styrker det vores kontakt til selvværdet.
Mennesker besidder heldigvis evnen til at etablere beskyttelsesmønstre, når der er brug for det. De mest grundlæggende mønstre etablerer vi som børn – uden at tænke over, at vi gør det. Mønstrene er sunde, fordi de udgør nødvendig beskyttelse, men de indebær også nogle omkostninger. Vi lukker nemlig af for dele af os selv via mønstrene, og det indebær, at forbindelsen til vores bevidsthed om egen værdi aflukkes mere eller mindre. Det er disse mønstre man i psykoterapeutiske samtaler kan kaste lys på og arbejde med for gradvis at slippe dem – og derigennem åbne/styrke kontakten til selvværdet.