Cirklen
… symboliserer det at anvende en holistisk – helhedsorienteret – tilgang. Jeg tager udgangspunkt i det enkelte menneske eller det enkelte team af ledere/medarbejdere og betragter først og fremmest symptomer og reaktioner som vigtig information frem for som problemer. Informationer, som indeholder viden om både den enkelte, teamet og organisationen. Målet er, at den eller de involverede bringer sig fra fastlåsthed til bevægelse – fra problemfokus til opdagelse og anvendelse af muligheder.
Ying-yang symbolet
… henviser til det at tænke i “både – og” frem for ”enten – eller”. I nogle situationer har vi kun et valg mellem A og B. Men i de fleste sammenhænge vil vi kunne få øje på flere muligheder og nuancer og derved gøre valgsituationen mere fri og åben. Tegnet symboliserer også det, at tænke i helhed, at se og forstå sammenhænge, at være opmærksom på balancer samt at se, at modsætninger kan være befordrende.
Hjertet
… symboliserer “at have hjertet med” i det, vi gør, og repræsenterer vigtige ledelsesmæssige kompetencer. Det handler om indlevelse og om at kunne sætte sig ud over kortsigtede interesser. Evnen til nærvær og evnen til at lytte udgør forudsætninger for kvaliteten og bæredygtigheden af ledelse og samarbejde og af de beslutninger, som træffes og virker derfor også stressforebyggende.
Relationen
… henviser til den omstændighed, at udvikling og forandring skabes og udmøntes i relationer. Derfor har jeg fokus på styrkelse af evner til at agere i private og faglige relationer – herunder kommunikative evner – og lægger i mit samarbejde med klienter og kunder vægt på værdierne respekt og ligeværdighed. At have sig selv mest muligt med i kontakten er noget af det vigtigste, du kan bringe ind i en relation.