INDIVIDUELLE SAMTALER
Et samarbejde du og jeg imellem.
Der hører både positive og negative følelser med til livet nøjagtig ligesom døgnet består af dag og nat. Besværlige, udfordrende følelser og tilstande som f.eks. frygt, sorg, uro, usikkerhed og tvivl er derfor ikke ”forkerte” og behandlingskrævende. De hører med til livet og udspringer typisk dels af gamle vigtige handlemønstre og dels af aktuelle udfordringer, vi står i. Når vi oplever de negative følelser, kan vi i stedet for at møde dem som noget forkert, der skal fjernes eller behandles, med fordel betragte dem som invitationer eller nøgler til at forstå noget vigtigt omkring os selv. Noget af det vigtigste, vi lærer om og af livet, er knyttet til de udfordringer – nogle gange i form af kriser, som vi møder på vores vej.
Jeg lægger vægt på, at samtalerummet bliver et rum præget af respekt, nærvær og nysgerrighed, og du vil skridtvis opdage mening og sammenhæng i tilsyneladende meningsløse og usammenhængende oplevelser og erfaringer.
Jeg betragter samtalerne som et samarbejde du og jeg imellem og bestræber mig på at anvende min faglighed og mine erfaringer gennem 30 års arbejde med mennesker på måder, der understøtter, at du finder din måde at håndtere dine udfordringer på.